materialerne på bordet

Jeg er så småt begyndt at jule lidt. Det er jeg fordi december måned simpelthen drøner afsted, når først den er startet. Så hvis der skal være tid til at nyde de hyggelige stunder med nørkleri og kreating, så tyvstarter jeg altså lidt :-). Jeg har skudt juleriet i gang med rå ophæng i træ og som jeg synes giver en stemning af natur, tradition og den gammeldags jul. Jeg har overført motiver ved hjælp af limlak. Motiverne kan som her være julemotiver, tekst eller måske portrætter.. Her får du guiden til personlige ophæng.

lim og lak

Alt du skal bruge: Limlak – Almindelig lak – Printet billede (du skal printe på en laserprinter og ikke en blækprinter) – Pensel – Snor – Ophæng i træ. Her kan alle mulige slags bruges, lav dem selv eller køb dem. Naturmaterielerne er en stor del af årets juletrend, så der er garanteret mange muligheder for at finde små ting i træ. Jeg har fx set manillamærker i træ og de små laserskåret ophæng er både at finde i Søstrene Grene samt dagligvare butikkerne.. Så tænk ud af boksen og hold øje med potentielt træ til projektet :-).

 

trin for trin guide

Du skal bruge et printet billede i rette størrelse. Find evt. billeder og motiver på nettet og print dem ud eller brug egne fotos fra computeren. Du kan printe både farve og sort/hvid. Dog synes jeg at de mørke billeder virker bedst. Ønsker du at bruge billeder der indeholder tekst skal billedet spejlvendes, da det under overførslen på træ spejlvendes. Print de ønskede billeder og klip dem ud så de ca. passer til ophænget. Mal med limlak direkte på printet og mal også ophænget. Det er vigtigt, at der er et fint lag limlak på begge dele og ingen helligdage er ;-). Herefter klistres motivet på træet med bagsiden opad. Sørg for, forsigtigt, at glatte alle ujævnheder og eventuelle luftbobler ud. Er du ikke grundig nok opstår der huller i det færdige motiv, men vær forsigtig da limlakken har gjort papiret fugtigt og derfor mere skrøbeligt.  Nu skal den tørre. Lig dem evt. et lunt sted så er limlakken tør på et kvarter. Gentag nu det hele for at få et motiv på den anden side af ophænget også.

trin for trin guide

Når begge sider er tørre skal papiret af ophænget så kun trykfarven fra printet står tilbage. Dyp fingeren i vand og fugt papiret. Nul forsigtigt papiret af lidt af gangen. Papir består af mange lag og så mange som muligt skal af. Husk at flytte fingeren rundt så du ikke får slidt motivet af samtidig. Der kan komme mere papir af end man lige tror. Når du er færdig tørres det overskydende vand af og mens den stadig er fugtig får den en gang almindelig lak. Jeg har brugt decopage lak men mange andre typer af lak kan også bruges. Giv hele træfladen lak.

de færdige ophæng

Find snor, tråd eller garn til ophængene og pynt dem evt. med et par perler. De færdige ophæng kan bruges på grene, hænges på juletræet eller pynte gaverne juleaften.
Jeg tror lige, at jeg skal have lavet en lille portion ophæng af famlilens yngste rødder til juletræet. Portræt på den ene side og fødselsår på den anden. Det kunne da blive så fint, ikke? 🙂

zoom på ophæng

 

Share

You Might Also Like

0 Comments

  1. Hvor er de fine ♡
    Vi brugte også meget den teknik da jeg gik på seminaret. Jeg er uddannet billedkunstlærer så det var en del af pensum. 🙂
    Super god ide at bruge det til træjulekugler 🙂

    1. Frk. Hansen says:

      Hvor sjovt. Det er ærgerligt den teknik ikke er så meget fremme. Mine elever er helt vilde med at bruge den. Vi overfører portrætter til lærred og motiver til træ. Det et hit hver gang 🙂
      Hav en dejlig aften

  2. Ditte says:

    Hvor er de bare søde! Og virkelig en god ide med billeder af børnene. Det var lige en ide som gave til bedsteforældrene! Har du købt træpladerne du bruger i søstrene grene eller har jeg misforstået? Mvh

  3. Ditte says:

    Jeg har selv fundet svaret på mit spørgsmål:0) havde ikke set der var et link til butikken:0)

  4. Bent Balodis Olsen says:

    Hej, skal man bruge en laserprinter, eller kan en blækprinter bruges m.v.h. Bent

      1. Frk. Hansen says:

        Hej Bent
        Ej det må du simpelthen undskylde. Din besked var forsvundet fra mig blandt de andre. Godt du skriver igen!
        Det er laserprint du skal have fat i 🙂
        Håber du endelig kan komme i gang med projektet!
        Hav en dejlig uge

  5. Julie says:

    Hej. Nu har jeg prøvet et par gange, men begge gange kommer selve printet alt for nemt af. Jeg har svært ved at få alt papiret af… Har jeg mon gjort noget forkert? Ps. Jeg har brugt og fulgt din fremgangsmåde…

    1. Frk. Hansen says:

      Hej julie.
      Åh hvor er det træls når tingene ikke virker! Hvilken type printer bruger du?
      Har du måske ikke nok lim på? Er det en LIMlak du bruger?
      Husker du at lade limen tørre helt op før du begynder at nulre papiret af igen?
      Hvilken type overflade bruger du det på? Hvis det er træ, er det så evt meget ujævnt i overfladen? Måske det skal have et par gange med sandpapiret.
      Som du kan høre kan det være mange ting der spiller ind. Vend endelig tilbage så må vi se om ikke vi kan løse mysteriet. Send mig evt et billede af de mislykkede forsøg, din limlak flaske og dit print på frkhansen.dk@gmail.com

      🙂

      1. Julie says:

        Kan se, at jeg skulle have brugt laserprinter. Det stod der jo ikke noget om i opskriften. Fik hjælp fra en kollega, der har læserprinter og det lader til, at problemet lå dér 🙂 Tak for svar!

        1. Frk. Hansen says:

          Hvor dejligt. -Og det må du undskylde. Jeg tilføjer det straks 😉
          Skønt du fik hjælp og nu er kommet i gang med julepynten.
          Mvh Gabriella

  6. Jeanne Bay Pehrson says:

    Ved godt det efterhånden er et gammelt opslag.. Men hvor har du fundet billedet af koglen og krondyret?

    1. Frk. Hansen says:

      Hej Jeanne 🙂
      Du kan finde en masse fine billeder ved bare at lave en google søgning. Prøv evt. både på dansk og engelsk. Det er sådan jeg har fundet mine motiver. Ønsker du en særlig stil kan du fx søge på grafisk kogle eller black white deer.
      Håber det hjalp 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *