De her små kyllinger er virkelig søde på et par forårsgrene. De er lavet af små perleplader som har fået tilføjet lidt gult papir som vinger. Det er et meget overkommeligt projekt, da mønsteret er lille. Så du kan hurtigt få lavet en håndfund små påskeophæng til pynt derhjemme. Netop fordi mønsteret er simpelt er det også nemt for børn at lave. Hvis det er børn i børnehavealderen som ikke kan tælle perler endnu, så print perle mønsteret ud. Så kan den gennemsigte perleplade lægges ovenpå og så er I fri for at tælle, men kan i stedet se hvor perlerne skal placeres. Smart ikke 🙂 Husk blot at du får den rette størrelse på printet ved at sikre at printeren er sat til at printe i 100%. De fleste printere skalere nemlig lidt ned. Du finder procenterne i printerindstillingerne.
Til dette lille krea projekt skal du bruge:
En sekskantet perleplade (Der kan være flere kyllinger på en stor og 1 kylling på en lille. )
Strygeperler/Rørperler/Hama perler (De har mange navne) i farverne Gul og orange eller rød.
Gult papir. Jeg bruger dette crepepapir på 180g her fra shoppen. Du kan også bruge gult silkepapir eller alm. gult papir.
Strygejern og bagepapir.
Tråd til ophæng.
Sådan gør du:
Lav perlepladen og stryg den. Læg evt. perlepladen under en tung bog mens den køler for at undgå den buer. Klip et lille stykke crepepapir som ca. måler 12cm x 5,5cm, når du har strukket i papiret. Papiret folder du ud fra samme princip som en vifte. Skiftevis et buk på den ene side og så vende og lave et buk på den anden side.. osv. Sørg for at bukkene ikke bliver bredere end hullet i perlepladen. Så er den det færdig foldede papir klar til at blive ført igennem hullet på perlepladen. Du kan afslutningsvis lige folde vingerne lidt ud. Så er der kun tilbage at sætte snor i. Du kan se på billedet hvilen perle der skal have snoren i, for at få det rette balancepunkt.
De små forårskyllinger er også en sød gaveidé. Prøv at gå i haven eller skoven og klip et par grene af. (I skoven må du samle hvad der kan være i en hat, siger reglerne. Det en meget sød beskrivelse, som man har holdt ved fra gamle dage) Bind en fin sløjfe om grenene og sæt så nogle kyllinger på grenene.
Påskekyllingerne er også perfekte at lave i børnehaven og i SFO’en. Mønstrene må ikke bruges kommercielt uden mit samtykke, men skoler og instutioner er meget velkomne. Husk at kreditere mig i det omgang der er muligt. Det er desuden ikke tilladt at dele mønsteret på web eller Sociale medier uden kreditering.